Museum for Papirkunst
Afstand: 19.57 Km
Museum for Papirkunst
Museum for Papirkunst er Nordens eneste specialmuseum for kunst, kunsthåndværk og design i papir. I kerneudstillingen møder du psaligraf Bit Vejles mesterværker, som har rejst jorden rundt. I museets øvrige gallerier oplever du særudstillinger af både nationale og internationale kunstnere, der viser papirets kunstneriske spændvidde.
Museum for Papirkunst har aktiviteter for hele familien. Du kan slippe din indre papirkunstner fri i værkstedet, udforske din pilotdrøm på Paper Plane Airport eller gå på opdagelse i udstillingerne med en aktivitetskuffert, som er forbudt for voksne og fyldt med sjove lege. Foruden at besøge museets udstillinger kan du nyde en kop frisktbrygget kaffe i caféen eller finde inspiration i museumsbutikken.
Med saksen som pensel
Permanent udstilling - Bit Vejle
I museets kerneudstilling møder du psaligraf Bit Vejles mesterværker, som har rejst jorden rundt. Bit Vejles mange imponerende værker er skabt med broderisaks, og rummer en verden af fortællinger med smukke motiver. Men hendes kunst er mere end blot kønne blomster og fugle. Hvert eneste papirklip har sin særlige historie at fortælle og inviterer beskueren til at reflektere og fortolke. Nogle rører ved alvorlige emner, mens andre hylder glæden ved de små ting.
Papirværkstedet
Foruden at besøge Museum for Papirkunsts udstillinger har du også mulighed for, på egen hånd at prøve kræfter med papirkunst. I museets papirværksted har vi alle materialer klar, du skal bare slippe fantasien løs: Der er både skabeloner men du kan også selv finde på. Her kan børn og voksne dyrke den skabertrang, der bor i os alle. Oplev det meningsfulde samvær på tværs af generationer. Vi inviterer jer til at udforske papirmaterialet og stimulere finmotorikken. Her kan du ikke klippe forkert - du klipper bare på din helt egen måde.
Forbudt for voksne!
Synes du, det kan være lidt kedeligt bare at kigge på kunst? Bare rolig! Det behøver du slet ikke på Museum for Papirkunst. Når du besøger museet, låner du en aktivitetskuffert, som er forbudt for voksne og fyldt med sjove og lærerige lege, der skifter med de aktuelle udstillinger. Kufferten indeholder også et boardingkort til Paper-Plane Airport, en lup, så du kan finde alle de sjove og mærkelige figurer, som Bit Vejle har klippet i sine værker og en skabelon, du kan bruge i Papirværkstedet til at klippe en Møllemand ligesom selveste H.C. Andersen!
Læs mere om kunst i børnehøjde på Museum for Papirkunst.
Opdateret af: VisitNordvestkysten, Jammerbugten | info@visitnordvestkysten.dk